Formandens ord om hvorfor partiet har valgt at stemme for en rigsretssag.

En enig folketingsgruppe bakker op om at indlede en rigsretssag mod Inger Støjberg. Det vil jeg her gerne forklare baggrunden for.
Enhver er enig i, at vi ikke skal acceptere barnebrude i Danmark. Det er uforeneligt med, hvad vi står for. Men denne sag handler ikke om barnebrude eller udlændingepolitik. Den handler om at overholde loven.
Når vi adskiller de to de to spørgsmål, politik og jura, har beslutningen om at indlede en rigsretssag derfor ikke været så vanskelig, som man måske skulle tro.

Kommissionsundersøgelsen var tydelig i sin konklusion, og det samme var den advokatundersøgelse, som vi i Folketinget bad om. Begge mener, at der er baggrund for at indlede en rigsretssag.
At indlede en rigsretssag betyder ikke, at vi som politikere har besluttet, at Inger Støjberg er skyldig. Det er kun Rigsretten, som kan og skal tage stilling til det spørgsmål. Men på baggrund af anbefalingerne fra kommissionen og advokaterne, er det dog tydeligt, at spørgsmålet nu bør vurderes af Rigsretten.

Vi er et parti, som om nogen står for lov og orden. Det er sådan med principper, at de gælder for alle.

Med lov skal land bygges – og ledes. Derfor er der heller ingen vej udenom, og en enig folketingsgruppe støtter en rigsretssag.